Oplev Little Chubbies helt gratis på YouTube

Mathilde

Mathilde

Founder, Creator and Art Director

“Idéen til Little Chubbies opstod som et hobby- og læringsprojekt, hvor jeg begyndte at illustrere de små runde Chubbies, da jeg skulle tillegne mig nye kompetencer indenfor grafikfaget. Efterhånden som jeg illustrerede dyrene begyndte jeg at give dem personligheder, og lige pludseligt havde jeg skabt et helt univers fyldt med runde dyr fra planeten Chubbyland. Jeg havde en helt masse idéer til, hvordan universet kunne udfolde sig og begyndte at kontakte andre dygtige kreative og skøre hjerner, som jeg i forvejen havde kendskab til i Aarhus, og pludseligt havde jeg samlet et stort team med forfattere, musikere, skuespillere og grafikere. Følelsen af at se sit univers folde sig ud i andres hænder og blive løftet til nye højder er noget helt særligt, og jeg er pavestolt af, hvor langt vi allerede er nået med børnebøger, YouTube og Spotify.”

Go to Linkedin

Get to know Mathilde

At finde sin hylde
I mange år var jeg frustreret over, at jeg havde svært ved at finde min rette hylde i live.  I gymnasiet valgte jeg fag i øst og vest, jeg uddannede mig som skiinstruktør, arbejdede som au pair i Canada og brugte lang tid på at fundere over livets store karrierevalg. Hvilken hylde var den rette til mig? I gymnasiet blev de kreative uddannelser negligeret og udover journalisthøjskolen, så var et kreativt karrierevalg noget man anså, som en hobby og ikke en levevej. Jeg følte mig som en blæksprutte, der kunne lidt af det hele, men jeg havde alt for svært ved at vælge én retning.

Optaget på drømmeuddannelsen
I 2014 kom jeg ind på drømmeuddannelsen Multiplatform Storytelling and Production i Aarhus Filmby. Jeg havde stort set ingen erfaring indenfor filmproduktion, men min motivation var ikke at tage fejl af, og endelig havde jeg fundet en uddannelse, som kunne rumme faglige blæksprutter som mig. Jeg brugte dage og nætter på at lære, udforske og fordybe mig i filmfaget. Jeg så oceaner af YouTube tutorials og begyndte efterhånden at få godt styr på de tekniske film- og animationsprogrammer. Med en praktikperiode hos én af de største reklamebureauer i Danmark blev rygsækken fyldt med nye kompetencer, erfaringer og et fantastisk kreativt netværk.

Iværksætterrejsen
Efter uddannelsen fik jeg en alvorlig knæskade, som gjorde mig uarbejdsdygtig i en længere periode, men heldigvis er meget af mit arbejde digitalt, og jeg brugte min sygemelding til at fordybe mig i den grafiske verden, og det var her, at figurerne til Little Chubbies blev født, og da jeg blev raskmeldt startede jeg virksomheden Tofu Productions, hvor jeg begyndte at arbejde freelance for mange forskellige typer virksomheder.

Drømmen om at skabe en forskel
At Little Chubbies skulle udvikle sig til et børneunivers med bøger, animation og børnesange, havde jeg slet ikke turde drømme om. Det er den vildeste følelse at se, hvordan børn kan føle sig underholdt af et univers, som man selv har skabt, men jeg føler også, at der medfører et stort ansvar. Underholdningsindustrien har aldrig været større, og der er en tendens til, at når et univers vokser sig stort, så går merchandisemaskinen i gang. Men hvem har sagt at god storytelling, kvalitet og ansvar ikke kan gå hånd i hånd? Det tror jeg sagtens, at det kan. Derfor er vores fornemste opgave med Little Chubbies ikke kun at skabe et underholdende univers, men også at skabe et ansvarsbevidst univers. Et univers som bidrager til en bedre verden både hvad angår menneskelige og klimabevidste værdier. 

Personligt drømmer jeg om at skabe en arbejds-legeplads, hvor der er plads til kreative og krøllede hjerner, som ellers har svært ved at finde sin rette hylde i den kreative branche. Vejen er lang, men motivationen har aldrig været stærkere.